Den 16-årige dreng risikerer politisag på grund af en grov hilsen, han forleden skrev på en 15-årig bekendts Facebook-side. Det skriver fyens.dk.
"Jeg er gangster din bums. Bare et ord fra dig, så er du færdig", skrev den 16-årige.
Og det kan meget vel være en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om trusler, vurderer lederen af Fyns Politi i Svendborg, Thomas Anderskov.
- Det kan være ansvarspådragende at skrive på den måde. Og det er desværre ikke ukendt, at vi ser lignende indhold i unges kommunikation, om det så er på Facebook eller i sms'er, siger Thomas Anderskov til fyens.dk.
Politiet vil nu undersøge de unges kommunikation nærmere, blandt andet for at fastslå om det skrevne afviger fra den normale omgangstone mellem de to drenge.