Politi vil kræve par fængslet i drabssag

Politiet i Odense vil i et retsmøde fredag kræve, at en mand og en kvinde bliver varetægtsfængslet for drab på kvindens far. Han blev søndag aften fundet død i sit hjem, som blev hærget af en eksplosionsagtig brand.

-

Politiet i Odense vil i et retsmøde fredag kræve, at en mand og en kvinde bliver varetægtsfængslet for drab på kvindens far. Han blev søndag aften fundet død i sit hjem, som blev hærget af en eksplosionsagtig brand.

Chefkriminalinspektør Ole Højer Pedersen ønskede torsdag ikke sige noget om, hvordan efterforskningen skrider frem. Da parret første gang blev fremstillet for en dommer tirsdag, var materialet tilsyneladende spinkelt.

I hvert fald opnåede politiet kun at få anholdelsen af de to sigtede opretholdt i tre døgn.

- Vi har ikke skiftet holdning til tingenes tilstand, siger Ole Højer Pedersen om baggrunden for retsmødet fredag eftermiddag. Tidligere har politiet oplyst, at man arbejder med en teori om, at motivet til drabet skulle være penge. Den nu afdøde havde modtaget et forskud på en arv på 100.000 kroner, og der skulle angiveligt være 50.000 kroner tilbage.

Men disse penge mangler nu, og teorien er, at det unge par har taget pengene. Søndag aften skete der en eksplosion i mandens hus. Braget skete, da store mængder benzin blev antændt fem-seks forskellige steder i ejendommen. Et beboer i kvarteret gik uden for på grund af lyden og så en bil køre væk. Det var oplysningerne om bilen, som førte til, at parret blev anholdt.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt