Politiet anholder mand i sag om YouSee-nedbrud

En 51-årig mand er anholdt og sigtet for at stå bag YouSees nytårsnedbrud.

Københavns Politi har torsdag anholdt en 51-årig dansk mand i sagen om det store nedbrud på YouSees kabel-tv-signal nytårsaften.

Anholdelsen er sket klokken 13.04, og manden er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 193 i forhold til omfattende forstyrrelse af driften af fjernsynsanlæg.

Det sker efter, at YouSee tidligere torsdag anmeldte sagen til politiet under mistanke om, at nedbruddet skyldtes "bevidst skadelig handling".

Det er Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet, der har foretaget anholdelsen, og i en pressemeddelelse lyder det, at der i forbindelse med anholdelsen er gennemført ransagninger og sikret forskelligt udstyr med henblik på teknisk undersøgelse.

Politiets videre arbejde skal nu afgøre, om der er grundlag for at fremstille den anholdte i grundlovsforhør.

 

Oversigt

    Oversigt