Særdeles groft røveri på tankstation: Mistænkt er varetægtsfængslet

Efter et særdeles groft røveri mod en ekspedient på en tankstation i Glamsbjerg har politiet anholdt en mistænkt i sagen.

I søndags klokken 8.56 blev der begået et groft røveri mod Cirkel K-tankstationen på Odensevej i Glamsbjerg.

Fredag morgen oplyser politiet, at de torsdag eftermiddag har anholdt en mistænkt i sagen.

Den anholdte er en 20-årig mand, oplyser politikommissær Jack Liedicke til Ritzau. Politikommissæren vil ikke gå yderligere i detaljer med sagen på grund af den fortsatte efterforskning.

Den 20-årige fremsættes fredag i grundlovsforhør i Retten i Glostrup, oplyser Fyns Politi til Ritzau.

Røveriet skete umiddelbart efter en rød Huyndai Matrix blev parkeret på Fåborgvej bag Cirkel K. Herfra løb to mænd ind i butikken bevæbnet med henholdsvis en kniv og en sort pistol. 

Gerningsmændene ville røve kontanter, men da butikken var pengeløs blev udbyttet i stedet for cigaretter og spiritus.

Røveriet beskrives trods det lille udbytte som særdeles groft, idet den ene gerningsmand ved røveriets afslutning to gange opfordrede den anden gerningsmand til at skyde ekspedienten.

Efter cirka to minutters ophold i butikken løb gerningsmændene retur til bilen, hvorefter et vidne så dem køre fra stedet ad Odensevej mod Assens.

Opdatering klokken 12.27
Den mistænkte 20-årige er fredag i et grundlovsforhør i Retten i Odense blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Fyns Politi til Ritzau. Om den 20-årige nægter eller erkender sig skyldig, ønsker anklageren i sagen, Lise Nielsen, ikke at fortælle. Hun siger, at sigtelsen er rejst efter den almindelige paragraf i straffeloven om røveri. Den handler altså ikke om, at røveriet skulle være af såkaldt særlig grov beskaffenhed. Fængslingen begrunder dommeren med, at manden på fri fod vil kunne ødelægge politiets efterforskning.

 

Oversigt

    Oversigt