I det fynske folks tjeneste

Politiet beder om hjælp

Stigende vold i Odenses natteliv især i week-enderne får nu Odense Politi til at appellere til byens befolkning om hjælp. På en hjemmeside, som åbner mandag, kan byens borgere indberette deres oplevelse af nattelivet anonymt.

Borgerne bedes om hjælp til at skabe mere tryghed i Odense

Mere vold og mere patruljering

Det stigende antal anmeldte tilfælde af vold har allerede fået politiet til at fordoble patruljeringen, ikke mindst fredag og lørdag aften.

Fra mandag og 14 dage frem kan borgerne hjælpe politiet med den fremtidige indsats ved at gå ind på en ny hjemmeside. På den ny hjemmeside beder politiet borgerne om at udfylde et spørgeskema om deres oplevelse af både nattelivet som sådan og af politiets øgede tilstedeværelse.

Besvarelserne skal være med til at give politiet et indtryk af, hvor alvorlig situationen er, af virkningen af den øgede patruljering, hvordan strategien skal lægges fremover.

Spørgeskemaet kan udfyldes anonymt. Politiet mener, det giver flere svar - også fra kritikere af politiet, som måske ellers ville holde sig tilbage.

Øget patruljering et forsøg

Den øgede patruljering er indført efter en længere periode med mange voldstilfælde i byens natteliv. Der er tale om et forsøg, som kun kører i januar.

Politiet er dog parat til at genindføre øget patruljering, hvis antallet af voldstilfælde igen eskalerer, siger vicekriminalkommissær Jørgen Andersen.

Se spørgeskemaet