I det fynske folks tjeneste

Politiet bekræfter sagsforløb

Politiet bekræfter hændelesforløbet i sagen om den druknede litauer. Men der er ikke taget stilling til, om der blev begået fejl. Forløbet undersøges fortsat.

En 22-årig mand fra Litauen blev lørdag blev fundet livløs ved stranden vest for Bogense. Personale på stedet "konstaterede", at personen var død.

Men da liget af den litauiske mand ankom til universitetshospitalet i Odense, valgte lægerne at gå i gang med genoplivningsforsøg, skriver Fyens Stiftstidende fredag.

Politiet bekræfter sagsforløbet, men vil endnu ikke tage stilling til, om der blev handlet korrekt. Det kræver yderligere undersøgelser, oplyser
politiinspektør Bjarne Sørensen til TV2/FYN.

Fyns Politi forklarer i en redegørelse:

Fyns Politi kan bekræfter, at det modtog en anmeldelse om fundet af en druknet person lørdag den 13. oktober 2007 kl. 1435. 
 
Anmeldelsen blev ikke modtaget og disponeret via Alarmcentralen.
 
Anmeldelsen blev indgivet til call-centeret og straks videregivet til den vagthavende, der på baggrund af anmelderens oplysninger skønnede, at der var tale om en druknet person i det kystnære område ved Fogense Strand.

Vurderede at personen var druknet

Den vagthavende sendte straks en patruljevogn til stedet. Ved patruljens ankomst konstaterede politipersonalet, at der lå en tilsyneladende druknet person i vandet et stykke fra kysten.

Politipersonalet vurderede, at det var påkrævet at få en båd med dykkere til stedet for bjærgning af personen.

Der blev straks rekvireret en båd med dykkere, ligesom Falck blev anmodet om at sende en rustvogn til stedet, idet det var personalets vurdering, at der, dels ud fra det, der kunne konstateres på stedet, og dels ud fra de oplysninger, som politiet var i besiddelse af, var tale om en druknet person.

Odense Brandvæsen ankom med et dykkerhold kl. 1640. Rustvognen fra Falck ankom kort efter. Personen blev straks bjærget i land. Ved besigtigelsen på stedet, blev personen skønnet for død og straks i den tilkaldte rustvogn bragt til Odense Universitetshospital.

Politiets efterforskning i sagen førte efterfølgende til mistanke om, at den 22-årige person var dræbt. En person er efterfølgende anholdt og varetægtsfængslet ved Retten i Odense. Sagen blev behandlet for lukkede døre, hvorfor der på nuværende tidspunkt ikke kan oplyses yderligere i sagen.