Politiet bestemmer farten på Nordfyn

Uanset hvad formanden for Teknik- og miljøudvalget på Nordfyn mener, er det i sidste ende politiet, der fastsætter hastighedsgrænsen på et stykke vej.

Det fastslår lederen af Færdselsafdelingen, vicepolitiinspektør Jørgen Andersen, Fyns Politi.

- Typisk er det en kommune, der kommer med et forslag om at ændre hastigheden på et givet stykke vej. Derefter vurderer vi strækningen og beslutter, om hastighedsgrænsen skal ændres, siger Jørgen Andersen.

Politiet træffer afgørelsen efter en vurdering af vejens beskaffenhed, antal ulykker, beboeres tryghed, oversigtsforhold med mere.

Handlede på egen hånd

Spørgsmålet er dukket op efter at formanden for Teknik- og miljøudvalget i Nordfyns Kommune, René Lundegaard, Dansk Folkeparti, egenhændigt har aflyst en nedsættelse af hastigheden i landsbyen Vigerslev mellem Morud og Søndersø fra 70 til 60 km/t.

Nedsættelsen var et ønske fra en borger i landsbyen og anbefalet af både forvaltningen i Nordfyns Kommune og politiet.

Men René Lundegaard har egenhændigt undsagt begge instanser og suspenderet afgørelsen.

Det har vakt voldsom kritik fra andre medlemmer af udvalget og politiet.

En sjældenhed

Lederen af Færdselsafdelingen ved Fyns Politi, Jørgen Andersen, siger, at det er meget sjældent, at borgere eller en kommune ønsker hastigheden sat op.

Det kan dog komme på tale af hensyn til afviklingen af trafikken.

- Det kan være en skole eller en større virksomhed, der lukker, og det kan være en fordel at sætte farten op til for eksempel 80 km/t. på landevej, siger Jørgen Andersen.

Oversigt

    Oversigt