I det fynske folks tjeneste

Har du mistet dit skib? Politiet efterlyser ejer af strandet båd

En katamaran strandede i november på Tåsinge. Nu fremlyser Fyns Politi skibet i håb om at få ejeren til at henvende sig.

Fyns Politi fremlyser en strandet katamaran og beder ejeren henvende sig. Foto: Fyns Politi

Katamaranen Nacra strandede i november sidste år ved Vornæs Skovvej på Tåsinge. Endnu har ingen henvendt sig til politiet om den lidt for solosejlende båd, og derfor fremlyser Fyns Politi nu båden for at få ejeren til at kontakte myndighederne.

Ejeren anmodes af politiet om inden seks måneder at henvende sig, ellers vil båden enten blive solgt ved offentlig auktion eller destrueret uden yderligere varsel, fortæller politiet.

Katamaranen er på cirka 25 fod. Den er hvid med sort dæk og har aluminiumsmast, og bådens navn er Nacra.

Der er et særligt kendetegn ved båden i form at påklisterede mærkater med teksten ”Ronde Om Texel” og ”Zwitzerleven Ronde om Texel”.

Ronde Om Texel er verdens største katamaran-kapsejlads, der afvikles ved øen Texel nord for Amsterdam i Holland.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Der er et særligt kendetegn ved båden i form at påklisterede mærkater med teksten ”Ronde Om Texel” og ”Zwitzerleven Ronde om Texel”. Foto: Fyns Politi

Henvendelse i sagen til Fyns Politi skal ske til hittegodskontoret med henvisning til det mundrette journalnummer 2300-60130-00016-18.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Læs også Kursister blev syge: Rapport frikender Svendborg-slagter