Politiet efterlyser formodet gerningsmand i voldtægtssag

Fyns Politi beder nu offentligheden om hjælp til at finde den formodede gerningsmand til en voldtægt begået mod en 33-årig kvinde i Glamsbjerg den 7. oktober.

Politiet har bedt borgerne om hjælp til at finde en formodet gerningsmand bag en fuldbyrdet voldtægt på Vestfyn.

Politiet efterlyser denne mand, som er den formodede gerningsmand bag en fuldbyrdet voldtægt. Klik på billedet for at se det i større format. 
Politiet efterlyser denne mand, som er den formodede gerningsmand bag en fuldbyrdet voldtægt. Klik på billedet for at se det i større format. 
Foto: Fyns Politi

Voldtægten fandt sted mellem klokken 23.00 og 23.50 på en bænk bag restaurant ’Hjørnet’ på Teglværksvej 15 i Glamsbjerg.

Kvinden havde forinden mødt manden på restaurant ’Hjørnet’. Her henvendte han sig til hende og spurgte, om hun ville med udenfor og ryge en cigaret og drikke en øl. Da de kom udenfor angreb manden de 33-årige kvinde og begik fuldbyrdet voldtægt mod kvinden.

Bagefter gik kvinden hjem til sig selv og kontaktede politiet. 

Indtil videre har politiet under efterforskningen ikke fundet frem til manden.

- Vi har været en del ude i området for at se, om vi kunne finde ham eller løbe ham op. Men han er åbenbart ikke en, der færdes ret meget ude i lokalområdet, siger vicepolitiinspektør og efterforskningsleder Henrik Justesen.

Han fortæller, at politiet har vist overvågningsvideoen fra restaurant 'Hjørnet' til den forurettede kvinde, og hun vurderer, at det godt kan være ham, der inviterede hende med ud og ryge.

- Og så foregik voldtægten jo altså på en bænk lige derude bagved 'Hjørnet', siger efterforskningslederen.

Muligvis østeuropæer

Manden beskrives ifølge Fyns Politi som 25-40 år, slank med kort lyst hår. Han talte engelsk med hende, men er muligvis fra Østeuropa. Han er ryger.

Han var iklædt sort/blå dunjakke med hvid lynlås og hætte, blå cowboybukser og kondisko – det samme tøj, som fremgår af billedet, der er taget fra overvågningsvideoen på 'Hjørnet'.

- Vi er lidt i tvivl, om han er løsarbejder fra gård eller har arbejdet med pyntegrønt eller lignende. Dem er der en del af. Det er ikke lykkedes os at finde ham, og derfor vil vi gerne have fynboernes hjælp og se, om nogen genkender ham, siger Henrik Justesen.

Fyns Politi vil derfor gerne i forbindelse med personer, som har kendskab til manden.

Har du set noget, eller kender du manden, kan du kontakte Fyns Politi på telefon 114. 

Oversigt

    Oversigt