Stukket med kniv: Politiet efterlyser gerningsmænd efter groft røveri

En 65-årig mand blev lørdag morgen offer for et groft røveri ved Viaduktvej i Middelfart. Politiet efterlyser gerningsmænd

Søndag morgen omkring klokken seks var en 65-årig mand ude at gå en morgentur ved Viaduktvej i Middelfart. Turen sluttede dog dramatisk, da to unge mænd passede ham op og sagde, han skulle aflevere sig pung. 

Det nægtede manden og forsøgte i stedet at løbe væk. Gerningsmændene løber efter og den 65-årige mærker et stik ved venstre skulder.

- Kniven rammer ham i den venstre skulder, og så vender han sig om og kaster pungen, siger vagtchef ved Fyns Politi Milan Holck Nielsen. 

Det får gerningsmændene til at stoppe deres jagt.

Efter det grove røveri efterlyser politiet nu de to gerningsmænd, men signalementet er sparsomt, fortæller vagtchefen.

- Der er tale om to unge mænd. De har hættetrøjer på og muligvis tørklæder for ansigtet. Den ene bliver beskrevet som 170 centimeter høj, siger Milan Holck Nielsen.

Den 65-årige led ikke alvorlig skade fysisk, og knivstikket kunne klares med et besøg på skadestuen. 

Politiet håber nu, at kunne finde noget videoovervågning, der har fanget de to gerningsmænd.

Har man oplysninger, der kan hjælpe politiet, kan man kontakte dem på telefon 114. 

Oversigt

    Oversigt