Politiet efterlyser røvere: Slog ekspedient med pistol

Tre røvere truede og slog sig til kontanter og cigaretter på to tankstationer søndag aften.

Klokken 21.36 søndag aften trådte tre sortklædte røvere ind på Circle K-tanken i Næsby. Her truede de med en hammer, en kviv og en pistol ekspedienten til at udlevere kassens beholdning. 

Mens tankmedarbejderen fandt pengene frem, mistede den ene af de tre røvere dog tålmodigheden, og pistolen blev anvendt. Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi Kenneth Taanquist.

- Det går åbenbart for langsomt, så ekspedienten bliver slået med pistolen og sparket, siger han til TV 2/Fyn.

Gerningsmændene forsvandt ud af hoveddøren i ukendt retning.

Leder efter Volkswagen

Politiet har dog en formodning om, at man skal lede efter en Volkswagen. Kort tid efter røveriet opdagede man et påkørt vejskilt på Smedebakken ikke langt fra tankstationen. 

- Påkørslen ser frisk ud, og sporene er friske. Der ligger vragrester fra en Volkswagen, der kan have relation til røveriet. Vi vil meget gerne høre fra folk, der enten har set røveriet eller uheldet, så vi kan få afklaret, om bilen har forbindelse til røveriet, fortæller Kenneth Taanquist.

To timer senere - klokken 23.24 - var de tre røvere i gang igen. Denne gang truede de en ekspedient på OK-tanken i Otterup med en pistol. Her fik de udleveret penge og cigaretter.

Ekspedienten, der blev slået og sparket under det første røveri, er efter vagtchefens oplysninger ikke kommet alvorligt til skade, men er voldsomt chokeret.

Gerningsmændene beskrives alle tre som værende af anden etnisk herkomst end dansk. De var cirka 20 år gamle, 180 centimeter høje, slanke og alle tre iklædt sort tøj.

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt