Politiet efterlyser vidner til gaderøveri 

Fyns Politi mangler vidner til et gaderøveri i Odense natten til lørdag, hvor en 17-årig dreng blev truet med en kniv og fik stjålet sin jakke. 

Kort efter midnat natten til lørdag blev en 17-årig dreng passet op af to mænd på Skovalléen i Odense. Den 17-årige var på vej mod Dalumvej, da de to mænd pludselig truede ham med en kniv. 

Det fortæller Anders Furbo Therkelsen, der er vagthavende ved Fyns Politi. 

- De råber, han skal smide sine ting, og han bliver truet med en større kniv. De har en ret agressiv adfærd, og han bliver frarøvet en guldhalskæde og en blå dunjakke med stofærmer af mærket Moncler, siger den vagthavende. 

Sparsomt signalement af gerningsmændene

Fyns Politi efterlyser derfor vidner til gaderøveriet, men det er et meget sparsomt signalement, som den 17-årige kan give af de to personer.  

Gerningsmændene beskrives som værende mellem 20 og 25 år gamle og almindelige af bygning. Den ene beskrives som værende somalisk af udseende og relativt høj, mens den anden beskrives som værende arabisk af udseende og lav. 

Fyns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt