Politiet efterlyser vidner til grov vold

Odense Politi beder nu offentligheden om hjælp til at opklare et brutalt overfald på en 35-årig mand i starten af august.  Overfaldet var så voldsomt, at manden var i fare for at få varige skader i hjernen.

-

Odense Politi beder nu offentligheden om hjælp til at opklare et brutalt overfald på en 35-årig mand i starten af august.  Overfaldet var så voldsomt, at manden var i fare for at få varige skader i hjernen.

Overfaldet skete ud for Travcaféen i Bolbro onsdag d. 4. august. Den 35-årige mand havde sammen med en tjener og to andre værtshusgæster drukket tæt gennem flere timer. I løbet af natten udviklede drikkeriet sig til et skænderi om mængden af rom i en drink. Politiet formoder, at én af de andre gæster har følt sig truet, og har tilkaldt en mand, der er kendt for sin tilknytning til det kriminelle miljø til værtshuset Travcaféen.

Da den 35-årige mand forlod værtshuset blev han brutalt slået ned bagfra med en hård genstand. Herefter blev han overfaldet af en gruppe mennesker som tildelte ham op mod 20 spark og 20 slag på kroppen og i hovedet. Overfaldet var så voldsomt, at manden fik to knoglebrud ved øjnene og ved næsen, fik blødninger i øjet, synsforstyrrelser og flere flænger i hovedet. Ifølge den retsmedicinske undersøgelse har den 35-årige mand været i overhængende fare for at få varige kranie- og hjernelæsioner.

Efter overfaldet stak gerningsmændende af fra stedet - formentlig i en rød bil. Offeret blev liggende på gaden, hvor han mistede bevidstheden. På et tidspunkt blev han kontaktet af en mand, der tilbød at hjælpe, men den 35-årige mand afslog. Herefter fik han stablet sig selv på benene og fandt hjem til sig selv.

Odense Politi betragter overfaldet som meget groft, og vil meget gerne i kontakt med vidner eller personer, der måtte kende noget til overfaldet. Politiet vil også meget gerne høre fra den mand, der tilbød at hjælpe den 35-årige, mens han lå forblødt på fortorvet foran Travcaféen.

Politiet i Odense kan kontaktes på 66 14 14 48.

Oversigt

    Oversigt