Politiet eftersøger mordvåben i Langesø

Frømandskorpset skal mandag gennemsøge Langesø ved Morud efter mordvåbnet, der blev brugt ved dobbeltdrabet i Tusindårsskoven i Odense.

- Vi har en formodning om, at drabsvåbnet kan være smidt deri, og når vi har sådan oplysninger, så er vi nødt til at søge efter det, siger efterforskningsleder, Henrik Justesen fra Fyns Politi.

Omkring ti frømænd skal efter klokken 14 lede efter maskinpistolen, der dræbte ægteparret Bjarne Johansen og Heidi Nielsen den 13. april i år.
 
- Vi har peget nogle områder ud, som skal undersøges, og hvis det er der, så finder vi det, siger Henrik Justesen.

Efterforskningen i søen fortsætter til i aften.

- Det hjælper altid efterforskningen at have et mordvåben, så vi håber meget det bliver fundet, siger Henrik Justesen.

Politiet leder også stadig efter ofrenes kamera og nøgler.

Lang efterforskning uden held

En 37-årig mand blev anholdt den 12. maj, han er sigtet i sagen og sidder varetægtsfængslet. I forbindelse med anholdelsen gjorde politiet meget for at finde mordvåbnet.

Fyns Politi foretog flere ransagninger på flere adresser, men uden gevinst.

Nu håber de på at frømændene har mere held i Langesø.

Oversigt

    Oversigt