Politiet: Eksemplarisk Tinderbox

Fyns Politi har kun ros tilovers for Tinderbox Festivalens gæster og arrangører. Kun ni sager er det blevet til henover de tre dage.

Den mest alvorlige sag handlede om tyveri af i alt 39 mobiltelefoner til en samlet værdi af omkring 100.000 kroner, som førte til anholdelse af en 25-årig mand.

Han blev sporet af et af sine ofre via app?en, Find My Iphone, til Odense Banegård natten til lørdag.

Derudover har politiet noteret syv sager om euforiserende stoffer og en enkelt om ulovlig parkering, oplyser vagtchef hos Fyns Politi, Hans Frederiksen.

- Der kan selvfølgelig dukke nye sager op endnu, men generelt må man sige, at Tinderbox har kørt flot, siger han.