I det fynske folks tjeneste

Politiet fangede langsom indbrudstyv

En familie på Lindevej i Dalum slog alarm efter et indbrud lørdag aften - kort tid efter blev manden anholdt tæt på gerningsstedet.

Hvis der er en håndbog for indbrudstyve, så må en af de første sider have overskriften "Tøm huset - og skynd dig væk."

Men den bog havde en 33 årig mand fra Odense tydeligvis ikke læst, da han efter et bræk i Dalum blev anholdt ganske tæt på gerningsstedet.

- Mens vi står og afhører familien, står der en mand tæt ved med en sportstaske, som de mener er deres. Vi tager fat i manden, og det viser sig, at tasken er fyldt med inbrudsværktøj, forklarer vagtchef Kim Munksgaard.

Tyven havde til gengæld læst afsnittet i "håndbogen" om hvordan man bryder ind, for tasken var fyldt med klassisk værktøj. Koben, brækjern, skruetrækker og handsker havde manden - der dog havde nået at skille sig af med kosterne fra huset.

Men han havde altså stadig familiens sportstaske, og det var altså nok til politiet kunne anholde manden.

Han har i forvejen pletter på straffeattesten, men politiet har ikke kunnet finde beviser nok til at det ville give mening at fremstille manden i grundlovsforhør. Han er derfor blevet løsladt, men er stadig sigtet for indbruddet.

Ved du noget? Så send os et tip