Politiet får mountainbikes i Vollsmose

Kriminaliteten i halvdelen af landets ghettoer - herunder i Vollsmose - skal ned på landsgennemsnittet. Det mener justitsministeren.

Derfor igangsætter han nu en større indsats i otte udsatte boligområder. Det skriver Jyllands-Posten. Fyns Politi får i den forbindelse fem millioner kroner til etablering af en patrulje i Vollsmose, der blandt andet skal køre på mountainbikes.

Konkrete mål

For første gang opstiller Rigspolitiet og regeringen konkrete mål for indsatsen i de mest udsatte boligområder herhjemme. Det sker i forbindelse med, at alle politikredse er blevet bedt om at udpege, hvor de største problemer findes.

Otte politikredse får samtidig 100 mio. kr. over de næste to år til indsatser i de mest belastede ghettoer.

- Det er et udslag af, at vi mener det alvorligt, når vi ikke vil finde os i, at nogle af landets boligområder er plaget af hård kriminalitet. Fordelen ved at sætte skarpe målsætninger er, at det skærper politiets arbejde. Der har været en indsats hidtil, men det er tydeligt, at der er behov for en langt mere målrettet indsats i disse områder. Vi skal tilbage til, at folk tør gå ud om aftenen og deltage i aktiviteter i lokalområdet,« siger justitsminister Morten Bødskov (S).

I 2011 igangsatte Rigspolitiet den såkaldte "Ghettoen tilbage til samfundet"-plan, men den har ikke været tilstrækkelig.

Oversigt

    Oversigt