Politiet: Fredelig start på Karrusel

For tredje år i streg forvandler Karrusel i disse dage Odenses gader til en stor byfest. En stor og foreløbigt meget rolig byfest, siger Fyns Politi.

Årets Karrusel, der i år også har karakter af en stor studiestartsfest, blev i dag skudt i gang i Munke Mose i Odense.

Og festlighederne har fået en rigtig fin start - i hvert fald hvis man spørger Fyns Politi.

- Det har været helt stille og roligt, siger Thomas Bentsen, der er vagtchef ved Fyns Politi. 

Vagtchefen beretter om god ro og orden hos de godt 3.000 unge mennesker, som Karrusel forventer deltager i torsdagens fest i Odense.

- Der har været en enkelt, der har klaget over lydniveauet, ellers har der ikke været det fjerneste, siger vagtchefen.

Blandt de optrædende ved årets store gadefest er Blonde, Ukendt Kunstner, Gulddreng, Tue Track og mange, mange andre.

Som noget nyt bliver festen i år rundet af med en stor lørdagsfest på havnen. Forud for festen er der endnu et nyt tiltag, Albani-paraden, der er en stor og festlig parade, der bevæger sig fra byen og ned til havnen, hvor festen står.

TV 2/FYN var tidligere på torsdagen på besøg i Munke Mose, hvor Karrusel torsdag bliver skudt i gang.

For tredje gang forvandler Karrusel Odenses gader til en stor gadefest. I aften går det hele løs til Startfest i Munke Mose.

 

Oversigt

    Oversigt