Politiet går efter hashkøbere: - Det er ikke måden at gøre det på

På Fyn er det relativt nemt at bestille hash. Politiet satser nu i højere grad på at gå efter køberne, men det er ikke vejen frem, mener en af hashkøberne.

Det er muligt at bestille hash blot ved at sende en sms til de såkaldte brune bude, der herefter bringer stofferne ud til kunderne.

Fyns Politi vil derfor sende et tydeligt signal til hashkøbere ved i højere grad at gå efter køberne. 

Ifølge en fynsk hashkøber er det ikke vejen frem, når Fyns Politi går efter kunder som ham. Køberen ønsker at være anonym, men hans identitet er redaktionen bekendt.

- Det er ikke måden at gøre det på. I første omgang vil jeg vove den påstand, at i ni ud af ti tilfælde vil politiet ikke få fat i en mængde, som de vil kunne sigte den enkelte forbruger eller misbruger for, siger hashkøberen, der fortæller, at han har handlet med de brune bude adskillige gange.

- Man skal op i nogle forholdsvis store mængder, før man får mere end en påtale, en bøde eller en sigtelse for den sags skyld, fastslår han.

Med andre ord ser han hellere, at politiet går efter distributørerne. Tre medlemmer af Black Army blev dømt for hashhandel i april, og sagen var med til at give en række oplysninger om hashkøbere på Fyn.

quote Man skal op i nogle forholdsvis store mængder, før man får mere end en påtale, en bøde eller en sigtelse

Anonym hashkøber

- Vi har ret gode oplysninger om, hvem de pågældende (kunderne, red.) er.  Der ligger derfor et overkommeligt arbejde i forhold til at få identificeret og opstartet de her sager. Også for at sende et signal om, at man skal holde sig fra at købe hash - især fra bandegrupperinger, siger vicepolitiinspektør Jens Langdal fra Fyns Politi.

Fyns Politi har samlet 1.100 sager om udbringning af hash på Fyn. Politiet forsikrer, at man fortsat vil have fokus på hashsælgerne.

Hashkøbere støtter bandemiljøet

Det ærgrer den anonyme hashkøber, at han med sine bestillinger af hash er med at støtte bandemiljøet og alle bandernes aktiviteter - også dem, der ikke har noget med hash at gøre.

- Så støtter jeg netop alle deres aktiviteter, og det, synes jeg, er enormt ærgerligt, at man ikke rigtig har noget alternativ, siger den anonyme hashkøber.

- Min oplevelse er, at de, der dominerer det her marked, er så få og er et mindretal af grupperinger, som simpelthen bare har fordelt sig på rigtig mange forskellige numre. I flere tilfælde har jeg været ude for at have kontakt med to-tre forskellige telefoner, der sidder i samme bil, forklarer han.

Så nemt er det at købe hash

Og der skal ikke meget mere end et opkald eller en sms til, når man skal købe hash.

- Det foregår ved, at der er nogle såkaldte budbringere, der er tilgængelige på en masse forskellige telefonnumre, forklarer den anonyme hashkøber.

Har du købt hash af de brune bude, kan du formentlig forvente en henvendelse fra Fyns Politi - enten i form af en opringning eller på bopælen.

Præcis hvor mange kunder der vil blive kontaktet, ønsker Fyns Politi ikke at oplyse.

Oversigt

    Oversigt