I det fynske folks tjeneste

Efter skudepisode i Vollsmose: Politiet har mistanke til to bandegrupperinger

To grupper, der har været i konflikt med hinanden gennem længere tid, kan stå bag tirsdagens skudepisode ifølge Fyns Politi.

00:35

Fyns Politi mistænker to bandegrupperinger. Video: Masoud Jafari Pouia

Efter tirsdagens skudepisode i Vollsmose har Fyns Politi nu en mistanke om, hvem der står bag skyderierne. Det drejer sig om to bandegrupperinger, der holder til i Odense.

Læs også Formodet skudepisode: Politiet er massivt til stede i Vollsmose

- Den ene holder til i Vollsmose, Bøgetorvsgruppen, og den anden gruppering holder til i Korsløkkeparken, som er Korsløkkegruppen. De har historisk set været i konflikt, og vi tror også, at det er noget, der er dukket op her igen, fortæller Jesper W. Pedersen, vicepolitiinspektør hos Fyns Politi.

Der blev efter skudepisoden anholdt syv personer, og det er ifølge politiet personer med tilknytning til de to grupperinger. Personerne blev løsladt igen, men sigtelsen mod dem er opretholdt.

To kryds blev afspærret

Politiet fik en anmeldelse klokken 18.10 tirsdag aften om, at der var affyret skud, og herefter afspærrede de to kryds mellem Vollsmose Allé og Åsumvej samt Nyborgvej og Ejbygade.

Læs også Syv unge mænd sigtet for grov vold i kølvandet på skudepisode

To biler blev set køre i høj fart fra stedet i hver sin retning.

Ifølge et vidne blev der skudt fra bagsædet af en sort mindre bil mod en anden bil. Krydset blev afspærret for trafik, mens politiet foretog tekniske undersøgelser.

Ifølge politiet har efterforskningen vist, at der har været affyret skud, og Fyns Politi indfører derfor visitationszone i området. Det giver politiet flere beføjelser inden for et afgrænset område og betyder blandt andet, at politiet må visitere en borger uden forudgående mistanke.

Politiet har siden skudepisoden tirsdag aften været i gang med en forøget tryghedsskabende indsats i Vollsmose. Det betyder mere synligt politi end sædvanligt, oplyser politiet.