Politiet har nu fået 14 anmeldelser om seksuelle krænkelser

Antallet af anmeldelser om blufærdighedskrænkelser i området omkring Langelandsfestivalen stiger.

Vicepolitiinspektør Kirsten Fischer, leder af lokalpolitiet i Svendborg, fortæller, at antallet af anmeldelser om blufærdighedskrænkelser under Langelandsfestivalen nu er oppe på 14. I går var antallet ni.

- 10 af anmeldelserne handler om beføling, en er om verbalt overfald, og tre anmeldelser er om anden uanstændighed, der for eksempel kan være kys, oplyser vicepolitiinspektør Kirsten Fischer.

Tre unge mænd, der nu er blevet flyttet væk fra asylcentret i Tullebølle, er sigtet for at stå bag blufærdighedskrænkelse af en 16-årig pige. Denne sag udgør en af de i alt 14 anmeldelser.

- Der er endnu ikke andre sigtede. Men der er blevet afgivet meget forskellige signalementer af gerningsmænd i de 14 anmeldelser, så det tyder ikke på, at det er de samme, der står bag de forskellige krænkelser, siger Kirsten Fischer.

Hun understreger, at der kan være flere eller færre forurettede under samme sag. Der er derfor ikke nødvendigvis tale om 14 piger, der føler sig krænket, men 14 anmeldelser.

Oversigt

    Oversigt