Politiet i stor aktion mod skunklaboratorier

21 personer anholdt på to dage i stor skunk-sag i Jylland og Fyn, hvor i alt 28 skunklaboratorier er afsløret.

En større efterforskning har ført til fundet af 28 skunklaboratorier og 22 varetægtsfængslinger i Jylland og på Fyn. 21 personer er blevet anholdt på to dage, oplyser leder af Task Force Vest Kirsten Fischer.

I 20 af laboratorierne har politiet samlet beslaglagt op mod et ton skunkplanter.

- Det her er en stor sag med rigtigt mange laboratorier. Det har været en længerevarende efterforskning med anholdelser og ransagninger, siger Kirsten Fischer.

Politiet gennemførte en større aktion mandag, hvor seks personer blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør for dobbelt lukkede døre. Alle seks blev fængslet i fire uger.

Tirsdag slog politiet i Østjylland, Syd- og Sønderjylland, Sydøstjylland og Fyn til igen.

Målet var adresser med mulige skunklaboratorier i bagmændenes organisation.

15 personer af vietnamesisk herkomst med tilknytning til foreløbig otte laboratorier i de nævnte politikredse blev anholdt.

- Vi har løbende under efterforskningen i denne sag fået rigtigt gode og brugbare henvendelser fra offentligheden, nogle af dem anonyme. Det vil vi gerne sige rigtigt mange tak for, fortæller Kirsten Fischer, som efterlyser en anonym tipper.

- I den anledning vil politiet gerne nu kontaktes af DDDDDD, altså seks store D'er, fordi vi gerne vil takke for gode tip i sagen, slutter Kirsten Fischer.

Politiet regner med, at ni af de anholdte onsdag vil blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om fængsling.

Sagen er efterforsket af Task Force Vest, men den sidstnævnte del af sagen behandles nu af de relevante politikredse.

Task Force Vest er en særlig enhed, der proaktivt efterforsker rocker- og bandekriminalitet, organiseret indbrudskriminalitet, hælerier og hjemmerøverier.

Oversigt

    Oversigt