I det fynske folks tjeneste

Politiet jagter maskerede røvere

I løbet af kort tid er der sket tre meget grove røverier i Odense - og nu mener politiet i Odense at det er de samme, der står bag røverierne. Fremgangsmåden har været den samme i alle tre tilfælde. Der ringes på døren - og når der åbnes stormer tre til fire hætteklædte unge ind.

-

I løbet af kort tid er der sket tre meget grove røverier i Odense - og nu mener politiet i Odense at det er de samme, der står bag røverierne.

Fremgangsmåden har været den samme i alle tre tilfælde. Der ringes på døren - og når der åbnes stormer tre til fire hætteklædte unge ind. Offeret bliver med trusler fra en pistol tvunget til at udlevere Visa/Dankort samt pinkode. Derefter får offeret tape for øjnene og munden og i visse tilfælde bliver også hænder og fødder tapet sammen.

Bruger Dankort

Ofrene får besked på at de ikke må røre sig i 10 minutter - hvorefter røverne forsvinder.

I flere tilfælde har røverne brugt Dankortet i hæveautomater og andre steder. Politiet ser med stor alvor på røverierne.

\"Vi ved ikke hvordan de udvælger deres ofre. Jeg vil ikke skabe panik, men det er en god ide lige at kigge efter inden man lukker døren op, hvis det ringer uventet på\", siger Vicekriminalkommissær Ann Kate Pedersen fra Odense Politi.

Beskrivelse

Gerningsmændene betegnes som:

A: 25 - 30 år, 175 centimeter høj, almindelig af bygning og med meget mørke øjne og mørk i huden. Han var iført mørkt/sort tøj, elefanthue, handsker og havde en pistol.

B og C: 1.80 centimeter høje, iført mørkt/sort tøj, elefanthue og handsker.

Mændene talte et udenlandsk sprog indbyrdes, mens de talte gebrokkent engelsk til ofrene.

Politiet vil gerne have oplysninger i sagerne. Odense Politi kan kontaktes på telefon 6614 1448.

Ved du noget? Så send os et tip