I det fynske folks tjeneste

Politiet kender ikke til razzia

Bostedet Markusholm hævder at politiet har foretaget flere razziaer, men det kender politiet ikke noget til.

Af flere omgange har formanden for fonden bag Markusholm, Niels Vissing Jacobsen, og forstander John Frederiksen oplyst til Fyens Stiftstidende, at de har bedt politiet hjælpe med razzia, fordi personalet på bostedet ikke har ret til at gå ind i beboernes lejligheder.

John Frederiksen kan ikke huske hvor mange gange politiet har været på bostedet, men mener at det er et sted mellem to og ti gange.

- Når vi har haft formodning om noget ulovligt, har vi taget kontakt til landbetjenten Erik Nielsen, som så har sagt, at han ville ordne det med nogle i Odense. Så er politiet kommet uanmeldt efterfølgende, siger forstander John Frederiksen til Fyens Stiftstidende.

Men det kender politiet ikke noget til. Hverken den lokale leder af politiet i Assens Kommune, politikommissær Ann Kate Pedersen, eller lederen af politiets afdeling for særlig kriminalitet, Benny Linde Larsen, kan finde oplysninger om razzia i deres system.