I det fynske folks tjeneste

Politiet kunne ikke finde kendt godsejer

Retsmøde i straffesag mod den kendte godsejer og forretningsmand Gorm Lokdam om ulovlig kopiimport blev aflyst.

Der er rigtigt mange værelser på de fem slotshoteller, som den kendte godsejer og forretningsmand Gorm Lokdam ejer i Jylland, på Fyn og på Sjælland.

Og det lykkedes da heller ikke Fyns Politi at finde ham på Hvedholm Slot ved Faaborg, hvor godsejeren formelt er tilmeldt folkeregistret.

Derfor kunne man ikke aflevere anklageskrift og mødeindkaldelse i rette tid, og et længe planlagt retsmøde ved Retten i Aalborg mandag i en straffesag mod godsejeren måtte derfor udsættes - denne gang til den 3. september.

Anklageskriftet blev udfærdiget allerede i 2008, mens retsmøderne er blevet udsat gang på gang.

Derfor havde Nordjyllands Politi valgt at forkynde mødeindkaldelsen ved politiets hjælp, men til trods for det lykkedes altså ikke at få godsejeren i tale.

/Ritzau

Ved du noget? Så send os et tip