Politiet lå på lur: Fangede tre tyveknægte tæt på Bilka

Tre mænd fra Litauen er anholdt for at have stjålet kasserede computere og en masse andet elektronik fra en genbrugsstation tæt på Bilka.

Klokken 23.28 søndag aften fik Fyns Politi en anmeldelse om tre mistænkelige personer på genbrugspladsen på Niels Bohrs Allé ved siden af Bilka i Odense.

Da politiet ankom, var de tre personer umiddelbart væk, men der holdt en udenlandsk bil fyldt med elektronik ved genbrugspladsen, oplyser vagtchef Søren Frederiksen fra Fyns Politi.

Betjentene lagde sig på lur og ventede, og kort tid efter dukkede tre udenlandske mænd op og satte sig ind i bilen.

Politiet har anholdt de tre personer, der natten til mandag har siddet på politigården. Der er tale om tre mænd fra Litauen, og de er henholdsvis 22, 23 og 28 år.

Politiet venter på en tolk, så de tre mænd kan blive afhørt mandag formiddag. De skal blandt andet redegøre for, hvorfor de havde bilen fyldt med elektronik.

Politiet skal desuden finde ud af, om de opholder sig lovligt i landet. 

Oversigt

    Oversigt