Politiet: Lad være at lave selvtægt

Fyns Politi efterforsker sagen om sexovergrebet på den 10-årig pige fra Refsvindinge Friskole. Og selvom sexovergreb mod børn får folk op i det røde felt, advarer politiet mod at begå selvtægt.

Der er indsamlet videomateriale fra forskellige overvågningkameraer i området omkring forbrydelsen i refsvindinge i onsdags.

Politiet håber også snart, at de har en brugbar DNA-profil fra overgrebet fra Vester Skerninge for tre uger siden. Politiet mener, at den samme mand står bag begge overgreb.

- Kemi kan jeg ikke skynde på, men jeg håber snart at den kommer. Vi kan se, at der er en tidshorisont på tre til fire uger, og det er vi ved at nærme os, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen, Fyns Politi.

På TV 2/FYNs Facebookside er der adskillige mennesker der ytrer sig vredladent om overgrebet, og enkelte vil selv køre rundt og lede efter gerningsmanden.

Men vicepolitiinspektøren fraråder kraftigt, at man tyr til selvtægt:

- At folk er opmærksomme, det synes jeg er en rigtig god ide, og ser de noget der er mistænkeligt, så er det også en rigtig god ide at ringe ind til politiet. Men lad være med at begynde at lave selvtægt, fordi enhver form for selvtægt, hvor man griber fat i pågældende og begynder at gøre nogle ting, så er det en forbrydelse, og det synes jeg ikke man skal gøre sig selv til forbryder for. Jeg synes det er vigtigere at folk ringer ind til politiet, fordi det er nu sådan i dagens Danmark, at det er politiet, der efterforsker de sager her, siger Henrik Justesen.

Oversigt

    Oversigt