I det fynske folks tjeneste

Politiet leder efter 67-årig

Fredag aften forsvandt en 67-årig fra Assens, og han er ikke set siden.

Omkring klokken 23 forsvandt manden fra Kauslunde kro ved Middelfart, og politiet er bange for, at han ligger et sted i området.

- Han er set forlade kroen alene i temmelig beruset. Og med det ret kolde vejr vi har haft de sidste par nætter, frygter vi, at han ligger ude i området, siger vagtchef ved Fyns Politi, Per Sterobo.

Manden bor i Assens, og var med et selskab til fest på kroen. Men et par timer før festen sluttede, gik han altså derfra i beruset tilstand. Herefter er der ingen der har set ham.

- Vi er ude og søge området igennem med hunde, og vi har været på hans bopæl og snakket med familien, men vi har ikke noget praj om, at han skulle være taget andet sted hen, siger Per Sterobo.

Manden er cirka 170 cm høj, spinkel af bygning. Han har mellemblondt strithår, var iført lyse lærredsbukser, en rød t-shirt og en grå og blå strikket sweater. Han bar sorte seler, og en brun overfrakke.

Oplysninger i sagen kan gives til Fyns Politi på 114.

Ved du noget? Så send os et tip