Politiet leder efter en Opel Astra

Fyns Politi efterlyser nu en bordeauxrød Opel Astra stationcar fra midten af 90'erne.

Politiet har nu en hel konkret biltype i kikkerten i forbindelse med overgrebet fredag i sidste uge mod en 11-årige pige fra Vester Skerninge.

Det er en forklaring fra et vidne i sagen, der nu fører til, at politiet kan komme med et konkret bud på en bil i sagen.

-Vi har talt med et kvindeligt vidne, der så en bordeauxrød Opel Astra stationcar netop på tidspunktet, hvor pigen stod af skolebussen på Brunsvej i Vester Skerninge. Hun kan ikke sige præcis, hvilken årgang, der er tale om, men det drejer sig om en model fra midten af 1990-erne, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen, der er leder af efterforskningen.

Passerede den bordeauxrøde bil

Vidnet så bilen, da hun kom kørende i sin bil ad Midtervej mod Vester Skerninge.

Hun kørte lige bag ved skolebussen og holdt ind bag den, da den 11-årige pige stod af. Hun har beskrevet pigen overfor politiet og tidspunktet passer også.

Da den 11-årige pige var stået af bussen, gik pigen bag om bussen og vidnets bil og fortsatte. Derefter kørte først bussen og derefter vidnet videre.

Kort efter bussen er kørt, møder vidnet den bordeauxrøde Opel Astra Stationcar, der kommer kørende i modsat retning imod Midtervej.

-Det betyder jo, at personen i den bordeauxrøde bil kort efter har mødt den 11-årige pige. Vi vil rigtig gerne høre fra andre, der måske kan have set bilen - og vi vil selvfølgelig også rigtig gerne tale med føreren af bilen, fordi han kan have gjort iagttagelse af betydning for sagen, siger Henrik Justesen.

I går kørte politiet en tur med pigen i området for at få en fornemmelse af, hvor bilen kørte hende hen.

Selv om hun ikke kunne se ud af vinduerne, så har hun beskrevet flere sving og vejstrækninger, som har givet politiet en række klare ideer om, hvor bilen holdt parkeret, mens overgrebet fandt sted på bagsædet.

-Efter køreturen i går har vi fået så meget fornemmelse af, hvor bilen kan have holdt, at vi i dag har været ude med hunde forskellige steder i området. Samtidig arbejder vi også på at undersøge Flyvevåbnets video fra overflyvningen i går. På den måde håber, vi at kunne få fastlagt både bilens rute og selve stedet, hvor manden parkerede, mens han begik sin forbrydelse, siger Henrik Justesen.

Oversigt

    Oversigt