I det fynske folks tjeneste

Politiet leder stadig efter Kaj Ove

Kaj Ove Jørgensen er 69 år. Han har fået amputeret begge ben, og han har brug for sin blå el-scooter for at komme rundt.

Den 69-årige Kaj Ove Jørgensen er forsvundet på tredje døgn. Politiet fortsætter eftersøgningen i dag.

Fyns Politi har fået to nye henvendelser om den forsvundne Kaj Ove Jørgensen, men den 69-årige, benamputerede mand er stadig forsvundet.

- I aftes fik vi en henvendelse fra en kondiløber, der formentlig har set Kaj Ove Jørgensen tirsdag aften på Haugevej i Stige omkring klokken 21.00, siger vagtchef hos Fyns Politi, Lars Fredensborg.

Den anden henvendelse kommer fra en kvinde, der mener at have set ham i Klaregade, men her er politiet ikke sikre på, at der er tale om Kaj Ove Jørgensen.

Kaj Ove Jørgensen har været forsvundet siden tirsdag aften. Det var hjemmehjælpen, der alarmerede politiet, da den 69-årige, benamputerede mand ikke var i sit hjem på Oluf Bagers Gade i Odense.

Fortsætter eftersøgningen

Fyns Politi skal ud at lede efter Kaj Ove Jørgensen igen i dag, men ud over de to henvendelser fra borgere har de ikke nogen nye ledetråde at gå efter.

- Det er en lidt svær sag, men vi har nogle ting vi skal have tjekket op på - PBS, dankort og den slags - og så skal vi ud at lede efter ham igen, siger Lars Fredensborg.

Fyns Politi vil gerne høre fra dig, hvis du har set Kaj Ove Jørgensen. De kan kontaktes på telefon 114.

Ved du noget? Så send os et tip