Betjent reddede selvmordstruet

Det lykkedes en politibetjent at tale en mand fra at hoppe ud fra Lillebæltsbroen natten til tirsdag.

Betjenten, der ellers havde fri, var på vej over den Ny Lillebæltsbro sent mandag aften, da han så en mand, som tydeligvis havde til hensigt at springe ud fra broen.

Betjenten stoppede og begyndte at snakke med den selvmordstruede efter først at have tilkaldt assistance fra kolleger.

Det lykkedes betjenten at tale manden fra at fuldføre sin plan, og efter et par timer kunne politiet aflevere ham på Psykiatrisk Afdeling Odense.

Mens det stod på blev broen spærret i vestgående retning indtil cirka klokken 1.30 og trafik mellem Fyn og Jylland blev ledt ad den Gamle Lillebæltsbro.

Omkørslen og det sene tidspunkt betød ifølge politiet, at der ikke skete den store kødannelse.

Oversigt

    Oversigt