I det fynske folks tjeneste

Biljagt tværs over Fyn: Politiet måtte rulle sømmåtter ud på motorvejen

Politiet jagtede bilist fra Odense til Nyborg, hvor sømmåtter måtte tages i brug for at standse bilen.

Politiet måtte spærre motorvejen kortvarigt, da jagten stod på. Foto: Politiet

Omkring klokken kvart i et fredag eftermiddag fik Fyns Politi flere henvendelser om en bilist på den fynske motorvej i retning mod Nyborg, som slingrede og flere gange ramte autoværnet.

Det fortæller vagthavende ved Fyns Politi Anders Furbo Therkelsen.

Læs også Bus brød i brand og spærrede motorvej tæt på Odense

- Vi får flere henvendelser fra bilister på motorvejen, som har set en bilist, der slingrer og flere gange rammer ind i autoværnet. Vi får sendt en patrulje afsted, men betjentene har svært ved at få bragt bilen til standsning, siger han.

Det lykkedes bilisten at køre fra omkring afkørsel 53 Odense V og helt frem til afkørsel 45 Nyborg Ø, hvor politiet fik standset bilen ved at lægge sømmåtter tværs over motorvejen.

Anders Furbo Therkelsen forklarer, at aktionen betød, at politiet kortvarigt måtte spærre motorvejen omkring afkørslen i retning mod Sjælland. Der er dog genåbnet igen.

Mistanke om sygdom

Politiet har ikke mistanke om, at den pågældende mand har været påvirket af alkohol. I stedet er der mistanke om, at sygdom har spillet en rolle, siger Anders Furbo Therkelsen.

- Det viser sig, at kørslen formentlig skyldes sygdom. Der skal foretages en lægelig vurdering nu i forhold til, hvad der skal ske med ham, siger han.

Det vides endnu ikke, hvilken type sygdom der er tale om.