Politikilde: Medlemmer af Black Army har kæmpet i Syrien eller Irak.

Politiet vurderer, at flere medlemmer af banden Black Army har været i kamp i Syrien eller Irak.

Mellem otte og ti medlemmer af banden Black Army har erfaringer fra krigshandlingerne i Syrien eller Irak.

Det vurderer en højtstående kilde i politiet ifølge Ekstra Bladet lørdag. Avisen sætter dog ikke navn på kilden.

Banden har i de seneste måneder fået en del opmærksomhed på grund af kriminalitet, som blandt andet er begået på Fyn.

Flere fra Black Army er varetægtsfængslet for afpresning mod en tatovør, skud mod en fængselsfunktionær og for hashhandel.

I Odense har borgmester Peter Rahbæk Juel (S) fået beskyttelse, efter at han på en tankstation følte sig truet af Black Army.

Også i Herning og Næstved har mænd sluttet sig til banden.

En mulig forbindelse mellem krigshandlinger i Syrien og det kriminelle miljø i Danmark optager Center for Terroranalyse (CTA) under Politiets Efterretningstjeneste.

I den seneste vurdering fra februar hedder det helt overordnet, at de hjemvendte kan udgøre en risiko, fordi de kan være blevet forhærdede af opholdet i udlandet.

Desuden kan gruppefællesskaber som for eksempel kriminelle bander virke fremmende for radikalisering, hedder det.

- Når det gælder kriminelle bander, kan særligt personer med en løsere tilknytning - såkaldt randpersoner - være sårbare over for radikalisering, skriver CTA.

Black Armys talsmand, Mohammad Daabas, sidder for tiden varetægtsfængslet.

Hans forsvarer, advokat Mette Grith Stage, siger til Ekstra Bladet lørdag, at hun ikke kender til, at syrienkrigere skulle være medlemmer af banden.

Oversigt

    Oversigt