I det fynske folks tjeneste

Politiet: Nedskydning af fængselsbetjent synes planlagt

03:57

Fire politihunde søger efter gerningsvåben, tøj og andre mulige spor i Nyborg og omegn

1 af 2

Nedskydningen af en fængselsbetjent tirsdag aften i Nyborg virker planlagt og gerningsmændene er formentlig fra bandemiljøet, siger lederen af efterforskningen, Henrik Justesen.

Fyns Politi efterforsker sagen om nedskydningen af en fængselsbetjent udenfor Statsfængslet i Nyborg tirsdag aften udfra en teori om, at det var planlagt.

- Det undrer i hvert fald, at gerningsmændene kendte til, hvornår fængselsbetjentene møder ind til nattevagt, siger chefen for politiets afdeling for personfarlig kriminalitet, Henrik Justesen.

Han mener desuden, at der er grund til at tro, at geningsmændene er fra bandemiljøet. Hvilken bande, og hvor de er fra, står hen i det uvisse.

Derfor samarbejder Fyns Politi med andre politikredse om sagen.

Overfaldet fandt sted lidt før klokken 23.00, da natholdet skulle møde ind på Statsfængslet i Nyborg.

Da den 35-årige fængselsbetjent var på vej fra sin bil mod personaleindgangen, blev han passet op af to mænd i mørke hættetrøjer. De beordrede ham ned at ligge, hvorefter de skød ham en gang i læggen og en gang i låret.

Andre fængselsansatte på vej på arbejde hørte dem sige: Nu smutter vi, hvorefter de stak af i en sort bil, hvor der sad to andre personer.

Det 35-årige offer blev opereret onsdag formiddag og er udenfor livsfare.

Han har fortalt politiet, at de to gerningsmænd var mørklødede, og at den ene var ret lille - omkring 167 centimeter høj.

Bilen, de kørte i, var en sort Opel Astra, som senere blev fundet brændende på Hjulbyvej i Nyborg. Den blev stjålet i Vissenbjerg natten til mandag, og Fyns Politi vil kontakte ejeren for at høre nærmere om tyveriet, ligesom de efterlyser eventuelle vidner, der har set eller hørt noget i forbindelse med tyveriet.

Derudover er politiet igang med at indsamle videoovervågning fra tankstationer og andre relevante steder i håb om, at finde billeder af gerningsmændene - gerne uden hætter på.

Henrik Justesen er forberedt på, at efterforskningen kan tage sin tid.

- Der kan gå 10 minutter, og så kommer der et gennembrud, eller der kan gå uger. De her personer fra bandemiljøet er ikke specielt samarbejdsvillige, siger han.

Ved du noget? Så send os et tip