Det var måske ikke lige i Ladby, at jeg havde regnet med at se dem (politiet, red.)
- Det var måske ikke lige i Ladby, at jeg havde regnet med at se dem (politiet, red.), lyder det fra Mads Jonsen, der kommer fra nabobyen Revning nær Kerteminde.
Tirsdag var politiets nye mobile poltistationen kommet på græs ved vikingemuseet i Ladby. Og det vagte glæde hos Mads Jonsen, der er en af de borgere, som tirsdag gæstede varevognen med politi-logo.
- Jeg synes, det er fornuftigt, at de (politiet, red.) kommer ud og kommer i tale med folk, lyder det fra Mads Jonsen.
Også folkene med uniform kan se fordele ved tiltaget:
- Vi kan se, når vi kommer ud, så kommer de (borgerne, red.) rendene og vil gerne snakke, lyder det fra Steffen Daugaard, der er politibetjent ved Fyns Politi og en del af det nye projekt. Han tilføjer:
- Det er ikke alle, der lige ringer om småting. Små ting kan jo være vigtige i den større sammenhæng
Resultatet af politisk ønske
Selvom både borgere og politifolk roser den nye mobile politistation, så skal baggrunden findes hos politikerne. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) præsenterede i sidste uge et udspil, der skulle bringe politiet tættere på borgerne. Resultatet af det kunne borgerne tirsdag opleve ved Ladby.
- Som udgangspunkt er det rart, at de kommer ud og ser, hvad der sker ude i virkeligheden, så vi alle sammen kan se, de er her, siger Mads Jonsen. Han fortsætter:
- Når man bor herude, hvor vi bor, så er det ikke fordi, der kommer politibiler forbi hver dag, så det er meget sjovt at se, de kan komme så langt væk fra Odense.
Politidirektøren ved Fyns Politi, Arne Gram, giver Mads Jonsen ret i, at den mobile politistation giver et bedre møde mellem borgere og politi.
- Vi sætter pris på at møde borgerne lokalt i deres miljø, lyder det fra politidirektøren. Han erkender, at politiet de senere år har været for langt væk fra borgerne.
- (Det nære, red.) er en dimension, som vi ikke har kunne løfte så højt i de senere år. Så jeg er glad for, at vi vender tilbage til den her tætte kontakt igen, fortsætter politidirektøren.
Forløbig succes
Med støvlerne på græs ved Ladby kan Steffen Daugaard mærke, at den mobile politistation giver noget ekstra, når han og kollegerne er i kontakt med borgerne. Derfor har tirsdagen ifølge politimanden været en succes.
- Det er gået rigtig godt, lyder det fra Steffen Daugaard.
Han bliver bakket op af politidirektøren:
- Vi har haft to rigtig gode oplevelser i dag. Dem puljer vi selvfølgelig og så bliver vi gradvist klogere for hvert besøg, vi laver hos borgerne.
Onsdag drager den mobile politistation til Svendborg. Her vil den fra 10.00 til 14.00 være parkeret på Frederiksøen.