I det fynske folks tjeneste

Politiet ransager hos T. Hansen

Fyns Politi har ransaget firmaet T. Hansen, fordi der er mistanke om brud på fyrværkerilovgivningen.

Mistanke om brud på fyrværkeriloven fører til ransagning hos virksomheden T. Hansen.

Fyns Politi har under en ransagning hos virksomheden T. Hansen beslaglagt computerdata og fyrværkeri. T. Hansen er mest kendt for salg af autoudstyr, men sælger også fyrværkeri op til nytår.

Ransagningen fandt sted tirsdag og foregik både i virksomhedens domicil i Middelfart samt i forskellige lagerfaciliteter andre steder i landet, oplyser Fyns Politi.

Baggrunden for ransagningen er en mistanke om, at T. Hansen har overtrådt fyrværkerilovgivningen.

Op til årsskiftet kom det frem i Ekstra Bladet, at T. Hansen fik kinesiske fyrværkeriproducenter til at fifle med fyrværkeriet, angiveligt for at kunne sælge fyrværkeri, som ikke er godkendt i Danmark.

Hos Fyns Politi oplyser vicepolitikommissær Jørn Fischer, at ledelsen hos T. Hansen har været samarbejdsvillig i forbindelse med ransagningerne.

Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt T. Hansen har været på kant med fyrværkerilovgivningen.

Først skal man have analyseret det beslaglagte fyrværkeri og gransket de informationer, som man har sikret fra virksomhedens computere.

Ved du noget? Så send os et tip