Politiet rydder skunklaboratorium på Fyn

Et skunklaboratorium lidt uden for Kværndrup er torsdag blevet tømt af politiet.

Naboerne havde godt undret sig over, hvad der mon foregik i det hvide hus på Snarupvejen lidt uden for Kværndrup på Midtfyn. Torsdag eftermiddag rykkede politiet så ind og ryddede huset for skunk og udstyr til at producere skunk.

Kommunikationsrådgiver hos Fyns Politi Charlotte Nyborg oplyser til TV 2/Fyn, at man i forbindelse med ransagningen anholdt en litauisk mand.

- Vi har efter længere tids efterforskning haft mistanke om et skunklaboratorium på ejendommen, og det viste sig at holde stik, fortæller Charlotte Nyborg.

Politiet har beslaglagt både produktionsudstyr og skunk under ransagningen. Efterforskningsleder ved Fyns Politi Per Sterobo oplyser til TV 2/Fyn, at man har konfiskeret en mængde skunk, der svarer til 7,5 kilo hash.

Nabo undrede sig

Det var blandt andet et stort strømforbrug, der gjorde politiet mistænksom. Det samme blev naboerne, når sneen faldt på de ande tage, men ikke ved det hvide hus.

Mia Brinch Hansen havde godt en fornemmelse af, at der foregik noget ulovligt hos naboen på Snarupvejen.
Fotograf: Ole Holbech

- Vi har syntes, det var lidt mystisk, at gardinerne altid var rullet ned, og når det havde sneet, lå der ikke sne på taget. Det var lidt nogle mystiske typer, syntes vi. 

- Jeg er glad for, at det er væk nu, siger nabo Mia Brinch Hansen til TV 2/Fyn.

Ifølge Mia Brinch Hansen boede flere udenlandske mænd på adressen.

Stank af skunk

Ransagningen af huset tog et par timer, og politiet fik blandt andet hejst en stor, blå container ind på ejendommen, hvor laboratorieudstyret blev båret ud i.

TV 2/Fyns reporter på stedet fortæller, at der lugtede kraftigt af skunk, mens ransagningen foregik, og politiet på stedet fortalte naboen Mia Brinch Hansen, at man skulle fjerne noget "grønt" inde ved siden af. Det er efterfølgende blevet bekræftet, at betjentene henviste til det føromtalte skunk. 

Efterforskningen af det nu lukkede skunklaboratorium er ifølge politiets kommunikationsrådgiver fortsat i gang, og hverken Charlotte Nyborg eller Per Sterobo har yderligere kommentarer til sagen.

Den litauiske mand fremstilles i grundlovsforhør fredag eftermiddag.

Oversigt

    Oversigt