Politiet skød efter bankrøver

Tre gange affyrede politiet skud mod en røvers bil for at få ham til at standse. Kort forinden havde han røvet Arbejdernes Landsbank.

Skarpladt pistol

Klokken 13.21 truede en mand personalet med en pistol i Arbejdernes Landsbank på Fisketorvet i Odense. Her fik han udleveret et endnu ukendt kontantbeløb.

Efter røveriet flygtede han på en cykel og kørte mod Bangs Boder. Her havde røveren en flugtbil parkeret, som han kørte væk i.

Ved Middelfartvej fik to patruljebiler øje på den sølvfarvede Volvo, som røveren var flygtet i. De forsøgte at få ham til at standse, men det lykkedes ikke. Først da politiet affyrede tre skud mod dækkene stoppede røveren. Han flygtede til fods på p-pladsen ved Fionia Park og løb ad en sti i retningen mod skøjtehallen, hvor politiet indhentede ham og anholdt ham.

Manden havde en skarpladt pistol og en taske med det kontante udbytte fra banken.

TV 2/FYN har mere om røveriet i vores udsendelser.

Oversigt

    Oversigt