I det fynske folks tjeneste

Politiet søger vidner efter indbrud på advokatkontor

To ubudne gæster stjal kort efter midnat to lamper fra et advokatkontor på Albanigade i Odense. Politiet søger vidner til udåden.

To unge mænd brød kort efter midnat natten til torsdag ind i et advokatkontor på Albanigade 15 i Odense. Her stjal de to lamper, en standerlampe og en bordlampe.

- Klokken 00.38 får vi anmeldelse fra en person, der ser to mænd, der er i færd med at stjæle to lamper. Den ene står på fortovet og modtager lamperne ud af vinduet, mens den anden langer dem ud, siger vagtchef Thomas Bentsen.

Ifølge vagtchefen er der muligvis tale om kostbare PH lamper.

De to mænd beskrives som henholdsvis:

Dansk, 18-20 år, iført sort dunjakke, 

Dansk, 18-20 år, iført mørk hættetrøje.

- De to mænd forlod gerningsstedet til fods med retning mod centrum. Den ene af dem havde en cykel med - og så  selvfølgelig lamperne, siger Thomas Bentsen.

Vagtchefen vil meget gerne høre fra eventuelle vidner, der har set de to mænd i løbet af natten.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Ved du noget? Så send os et tip