I det fynske folks tjeneste

Politiet søger vidner til biljagt

Onsdag den 4. december ved 15-tiden startede en længere biljagt i Odenses gader. Politiet søger nu vidner til jagten på den mørkeblå Audi, der endte i Vollsmose, hvor både bilen og en patruljevogn forulykkede.

Flugtbilen var en mørkeblå Audi A4, der blev eftersat af en civil patruljevogn med udrykning. Efterfølgende deltog flere patruljevogne i biljagten.

Nu søger Fyns Politi altså vidner til eftersættelsen, der begyndte på Nyborgvej ved Eriksgade og forløb herefter ad Eriksgade, Christiansgade, Palnatokesvej, Skt. Jørgensgade, Åsumvej til Vollsmose Allé, hvor Audien forulykkede.

Tre unge mænd blev anholdt på stedet, mens føreren stak af og gemte sig i nærområdet. Han blev dog fundet af en af politiets hundepatruljer og anholdt kort efter.

Audien og en af politiets patruljevogne forulykkede på Vollsmose Allé. Ingen personer kom alvorligt til skade, men den del af forløbet undersøges nu af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

Den 20-årige fører blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense med krav om varetægtsfængsling.

- Dommeren fandt dog ikke, at der var særlig bestyrket mistanke om, at den anholdte havde overtrådt straffelovens bestemmelser vedrørende fareforvoldelse, hvorfor den 20-årige blev løsladt efter retsmødet, siger senioranklager Henrik Møller fra Fyns Politi.

For at få belyst sagen bedst muligt efterlyser Fyns Politi nu vidner til biljagten.

- Vi vil gerne i kontakt med borgere, der har set biljagten. Vi ved, at både bilister og cyklister på ruten måtte undvige Audien. Dem vil vi meget gerne høre fra, oplyser vicepolitikommissær Michael Lichtenstein fra Lokalpoliti Odense i en pressemeddelelse.

Ved du noget? Så send os et tip