I det fynske folks tjeneste

Politiet spærrer gade af til FCK-fans

Fyns Politi håber på en rolig fodboldsøndag i Odense. Billedet her er fra en tidligere lejlighed, hvor FCK gæstede Odense.

Fans af FCK får frirum i Odenses centrum, hvor de kan opholde sig inden kampen mod OB.

Fyns Politi opretter søndag eftermiddag en fanzone i Nørregade i Odense for FCK-fans, der kommer til byen for at møde OB på stadion.

De københavnske fans ankommer med tog lige over middag, hvorefter de bliver ledt over til Nørregade. Her har politiet gode erfaringer med at samle udebaneholdets fans.

Læs også OB tror på sejr trods massiv modgang

- Det skal være en festlig søndag, og derfor skal de mange fans også have mulighed for at hygge sig op til kampen. Vi vil selvfølgelig være tilstede med vores velkendte dialogbetjente i gule veste, og når kampstart nærmer sig, vil vi følge de mange fans ud til stadion, siger politikommissær Kenneth Taanquist fra Fyns Politi.

Superligakampen starter kl. 16.00, og Fyns Politi forventer at være synligt tilstede i gadebilledet i løbet af hele dagen.

- Vi har ingen efterretninger om uro eller lignende, så vi håber, at alle kommer til at få en rigtig god fodboldoplevelse, fortæller Kenneth Taanquist.
 
Nørregade vil være spærret for bilkørsel mellem Østre Stationsvej og Asylgade i tidsrummet fra omkring middag og frem til cirka kl. 1430. Busserne kører normalt.

Ved du noget? Så send os et tip