Politiet standser rullende narkobud

30-årig nyborgenser blev rutinemæssigt stoppet natten til tirsdag. I bilen havde han flere remedier til salg af narko.

Tre gram hash, ni gram amfetamin, flere joints, en specialvægt og flere plastikposer til at pakke narko i.

En 30-årig mand blev rutinemæssigt standset af en politipatrulje på Christianslundsvej i Nyborg natten til tirsdag.

Betjentene mente, at manden både var påvirket af alkohol og euforiserende stoffer, og en visitation af manden og et kig i bilen afslørede, at politiet havde snuppet mere end bare en spritbilist.

- Han har en del penge, hash og amfetamin på sig, og når man ransager hans bil, er der flere ting, der indikerer, at han har en del med narko at gøre. Han har remedierne til at køre rundt og sælge narko, fortæller Fyns Politis vagtchef Hans Jørgen Larsen.

Hunde sendt til lejligheden

Tirsdag morgen sidder den 30-årige mand på politigården, hvor han har tilbragt natten. Når politiets narkohunde møder på arbejde, bliver en af dem sendt ud til mandens lejlighed for at snuse sig frem til, om der kan gemme sig flere stoffer.

- Hvis vi ikke finder mere, bliver det til en bøde. Men finder man en ordentlig portion, kan han fremstilles i grundlovsforhør, fortæller vagtchefen. 

Fyns Politi skal også gennemsøge mandens bil en ekstra gang. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt