I det fynske folks tjeneste

Politiet trak stavene: OB-tilhængere kastede med borde

Tilskuere måtte flygte, da 30-40 aggressive OB-tilhængere hærgede løs udenfor MCH Arena i Herning efter OB's 3-1 nederlag til FC Midtjylland.

En 19-årig mand fra Odense blev sigtet for at have maskeret sig til udekampen mod FC Midtjylland. Foto: Claus Fisker/Scanpix/arkiv

Efter OB's nederlag på 3-1 i mandag aftens udekamp mod FC Midtjylland gik en gruppe OB-fans til angreb på hjemmeholdets tilskuere.

Det skriver Herning Folkeblad.

Ifølge et vidne stod to OB-fans tilsyneladende og holdt øje med FCM-tilskuerne og tilkaldte andre OB-fans, da tilskuerne blev lukket ud af station.

Hjemmeholdets tilskuere - også børn og ældre - måtte løbe i sikkerhed i deres biler, skriver avisen.

Lokalpolitiet i Herning bekræfter hændelsen over for Herning Folkeblad, og oplyser, at ingen kom til skade.

Læs også Barn kørt ned: Lå på bilen 50 meter

Politiet vurderer at OB-gruppen var på 30 til 40 fans, som blandt andet kastede et bord efter en kontrollør.

Politiet måtte desuden trække stavene præventivt for at få styr på uroen.

- Der er ifølge vores oplysninger ikke nogen, som er kommet til skade, men vi skal se på, om der skal oprettes en sag om vold mod vagten, forklarer sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning til Herning Folkeblad.

En 19-årig mand fra Odense blev sigtet for at have maskeret sig, mens en 23-årig mand fra Herning blev sigtet for at have tændt romerlys.

Læs også OB taber 3-1 til FCM i Herning