Politiet vil øge brugen af sociale medier

Rigspolitiet iværksætter ny strategi for sociale medier i politikredsene, der markant styrker brugen.

Danske betjente skal tweete og poste som aldrig før i 2013.

Rigspolitiet har netop iværksat en ny strategi for brugen af sociale medier, og ved udgangen af året skal alle 12 politikredse være på twitter, mens så mange så muligt skal have en profil på Facebook, oplyser kommunikationschef i Rigspolitiet Jens Gregersen.

- Vi kan se, at dialogen med borgerne bliver tættere med sociale medier, og vi får bedre en fornemmelse af, hvad der rør sig, end når vi bruge stationære kanaler, siger Jens Gregersen til Ritzau.

Rigspolitiet vil især bruge de sociale medier til at informere borgerne om alt fra nye regler for knallertkørere til alternative ruter ved færdselsulykker, som betjenten på gaden skal tweete om.

- Gadebetjente kan komme med gode råd, hvis der har været en ulykke. Men vi vil også bruge det som supplement til efterforskning ved at bede borgerne om hjælp til at finde gerningsmænd eller effekter, forklarer kommunikationschefen.

Hvis gerningsmænd skal efterlyses på sociale medier med eksempelvis et billede fra overvågningskamera i nattelivet kræver det dog, at strafferammen for forbrydelsen er over seks måneder.

Rigspolitiet erkender, at dansk politi halter langt bagefter kollegerne i Norge og Sverige, når det kommer til borgere, der følger ordensmagten på sociale medier. En af årsagerne er ifølge Jens Gregersen, at der stadig er relativt få danskere på twitter.

Derfor håber han, at flere vil følge politiet, så netværket også kan bruges som et kriseberedskab, hvis Danmark rammes af et terrorangreb, som det Anders Breivik udførte i Norge.

- Vi kan også bruge indsatsen på sociale medier som forberedelse til en krise eller konflikt, som den i Oslo, hvor der er behov for at kommunikere med mange borgere hurtigt, siger Jens Gregersen.

Rigspolitiet var de første ved ordensmagten på Facebook, og fredag er det et år siden, at de oprettede profilen.

I dag har kun Nordsjællands Politi også en profil på Facebook, mens seks politikredse rundt om i landet er på Twitter. Det drejer sig om Bornholm, København, Københavns Vestegn, Nordjylland, Østjylland og Midt- og Vestsjælland.

Oversigt

    Oversigt