I det fynske folks tjeneste

Politiets hjælpere

03:08

Alarmer er en naturlig ting i de fynske hjem, og det er blevet normalt at være opmærksom, hvis man ser noget usædvanligt.

1 af 2

Alarmer i private hjem er blevet normalt - ligesom det falder naturligt for fynboerne at være opmærksomme, når de ser noget usædvanligt.

Fynboerne ruster sig til opgør med indbrudstyvene. På Østfyn har Elin Boye fået installeret kameraovervågning i huset, og posten i Ørbæk spidser pennen for at give politiet en hjælpende hånd.

- De kan jo ikke klare det hele, uden befolkningen hjælper en lille smule, og der er vi da gerne behjælpelige i det omfang vi nu kan klare det, siger postbuddet Hans Erik Jensen.

I Kværndrup har dagplejen et godt øje til de små poder og bilerne på vejene. Også dem, der ikke skal være der.

- Vi tror jo, at hver eneste dag er der dagplejere, postbude, renovationsarbejdere, håndværkere og de pensionister, som alligevel er hjemme i villakvarteret hele dagen. De kunne jo lige prøve at holde øje med, om der er noget der adskiller sig fra normalbilledet. Er der mærkelige personer, der går rundt, tilsyneladense uden et egentligt ærinde. Er der pludselig varebiler, man ikke kender, så vil vi da gerne kende nummerpladen og farven på den bil. Vi vil måske også gerne ringes til, hvis man har gjort observationer omkring nogle personer, og alle kan jo tage et foto i dag med en mobiltelefon, siger politiinspektør Johnny Schou, Fyns Politi.

Naturligt at være opmærksom

Hans Erik Jensen har været postbud i 40 år, og han er altid opmærksom på unormale ting på postruten

I ørbæk har Hans Erik Jensen været postbud i omkring 40 år. For ham har det altid været  en naturlig ting at have et øje på hver finger på den daglige postrute.

- I ørbæk kender jeg selvfølgelig lokalbefolkningen og jeg kender de fleste biler i området, så kommer der en kassebil kørende på et bestemt tidspunkt, eller går der nogle mistænkelige personer rundt med en rygsæk, så kan jeg godt finde på lige at notere et bilnummer eller være opmærksom på en bestemt person, hvis jeg ikke lige ved hvem vedkommende er, siger han.

Indbrudsboom skal standses

På politigården i Odense vil Johnny Schou gerne have indbrudsboomet på Fyn standset:

- Vi har altså behov for flere øjne end dem, vi selv kan stille til rådighed, fordi vi kan ikke patruljere intensivt i alle småbyer på Fyn, og derfor har vi behov for at få at vide, hvad der sker der hvor vi ikke er.

Elin Boye er godt tilfreds med politiets initiativ, men hun har ikke tid til at vente på, at tyvene kommer bag lås og slå.

- Nu har jeg boet her i over 30 år, og de første 10-15 år låste vi aldrig døren. Hverken når vi var hjemme, eller når vi tog i byen eller om natten. Det gjorde vi ikke, men tiden er jo blevet en anden, så jeg føler helt klart, at det kan man ikke mere, siger hun.

Og dagplejer Annette Simpson i Kværndrup synes, det er helt naturligt at holde øje med hinandens huse:

- Vi ved jo godt hvem der er hjemme, og hvem der ikke er hjemme, men vi er faktisk mange hjemmeher. Og jeg er sikker på, at de gør det alle sammen. Vi har ikke nogen fast aftale om at beskytte hinanden eller holde øje med hinandens huse, men det er noget man gør automatisk.

Ved du noget? Så send os et tip