I det fynske folks tjeneste

Politiker kræver festivalgæld betalt

Langeland Kommune og den tidligere konkursramte ejer af øens festival på vej til forlig. Men betales hele gælden ikke, ryger sagen til Statsforvaltningen.

Borgmesteren på Langeland vil gerne afslutte sagen om Langelandsfestivalens gæld til kommunen. Derfor er han klar til at indgå et forlig med den konkursramte tidligere festivalejer Troels Hersom. Alligevel kan en afslutning godt have lange udsigter, da et tidligere byrådsmedlem i Rudkøbing vil indbringe sagen til Statsforvaltningen Syddanmark, hvis ikke kommunen får samtlige 575.000 kroner, som det skyldige beløb lyder på.

- Det er skatteborgernes penge, og den tidligere ejer har snydt nogle mennesker for en masse penge. Derfor er det ikke rimeligt, hvis kommunen laver forskelsbehandling, og lader Troels Hersom slippe billigere, siger Arno Kruse, der repræsenterer sin egen liste og ikke længere sidder i byrådet.

Men borgmester på Langeland Knud Gether (Borgerlisten) tvivler på, at kommunen kan få alle pengene.