Politiker misbruger dukke

DSB trak i går i nødbremsen over for en af sine egne togførere. Den odenseanske togfører Frede Skaaning har nemlig forsøgt at få tøjdukken Harry fra DSB-reklamerne til at hjælpe sig med at blive valgt ind i regionsrådet for Socialdemokraterne.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Det er bare en spøg. Jeg arbejder jo selv hos DSB, og jeg havde både Harry- og Solvejfigurerne liggende derhjemme, og så fik jeg ideen, siger Frede Skaaning (S).Spøgen gik ud på, at han hjemme ved spisebordet lod sig interviewe af Harry, der ellers mest plejer at optræde sammen med Søren Pilmark og sin gamle Ford Taunus i DSB-reklamer.

Interviewet er tilgængeligt på Frede Skaanings hjemmeside og på Facebook. Her kan man se, at Harry vil vide, hvad den fynske politiker kan gøre for Taunus-ejerne, hvis han bliver valgt. Harry vil også gerne have nogle flere motorveje og tankstationer, men Frede Skaaning kan ikke hjælpe ham.

Nu viser det sig imidlertid, at hans arbejdsgiver har svært ved at se det sjove i det:- DSB mener, at der er tale om et brud på ophavsretten, som DSB har på Harry-figuren. Derfor vil vi tage kontakt til vedkommende (Frede Skaaning) og bede om, at det bliver fjernet fra hjemmesiden, siger DSB's koncernmarketingchef, Morten Bo Berthelsen.

Oversigt

    Oversigt