I det fynske folks tjeneste

Politiker rystet over café-angreb

00:30

Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen er rystet over nattens angreb på Café Kræz.

Natten til søndag angreb flere maskerede mænd Café Kræz med køller og peberspray. To gæster fik behandling efter at have fået peberspray i ansigtet. 

- Jeg måtte læse det to gange, fordi når man ofte kommer på cafeen, så kommer det jo til at virke utroligt nærværende, at bandemedlemmer går til angreb på en café, hvor man ofte kommer. Det virker helt urimeligt, fortæller Trine Bramsen til TV 2/Fyn. 

Politiet arbejder med en teori om, at det er bandemedlemmer, der står bag angrebet, da de er uønskede på Café Kræz og andre natklubber i Odense, skriver TV 2. 

- Det seneste halve år har vi jo set en optrapning af konflikten i bandemiljøet. Når man går ned gennem gågaden i Odense, så har det jo også det seneste halve år været meget synligt, at banderne er en del af gademiljøet, og det skaber utryghed hos ganske almindelige borgere.

- Derfor er det så nødvendigt, at det her bliver adresseret fra politisk hold. Det er urimeligt - og det skal vi gøre noget ved.

Hvad kan I gøre?

- I sidste ende er det jo justitsministerens ansvar at sætte ind over for det her. Og det er jo også baggrunden for, at jeg kaldte ham i samråd før sommerferien - og det kommer jeg også til at gøre efter sommerferien. 

- Vi har selv foreslået, at man kan lade være med at prøveløslade rocker- og bandemedlemmer.

Ved du noget? Så send os et tip