Politiker stopper i vrede

Medlem af kommunalbestyrelsen for Borgerlisten i Faaborg-Midtfyn kommune, Jan Valbak, forlader politik i vrede over pressen og politiske kolleger.

Jan Valbak har udsendt en email og en kortfattet besked på Facebook om, at han trækker sig fra politik, skriver Fyens Stiftstidende.

Det sker i vrede over en negativ holdning overfor Faaborg-Midtfyn Kommune i pressen og hos socialdemokraternes kommunalbestyrelsesmedlemmer.

- Pressen og den ene halvdel af byrådet er skyld i denne beslutning. Hvor lavt kan man synke, hvor dybt kan man grave, for at finde momentum for sine politiske eller journalistiske formål?, skriver han i emailen ifølge Fyens Stiftstidende.

Det er ikke mindst avisens referat fra et krisemøde i kommunen mandag, der har fået Jan Valbak op i det røde felt.

quote Jeg gider simpelt hen ikke være med i dette forum af politiske og journalistiske spil

Jan Valbak, Borgerlisten, Faaborg-Midtfyn Kommune

- Jeg gider simpelt hen ikke være med i dette forum af politiske og journalistiske spil - Faaborg-Midtfyn kommune har simpelthen fortjent bedre, skriver han ifølge Fyens Stiftstidende.

Hans overraskende farvel har chokeret flere politiske kolleger. Blandt dem Jack Odgaard, Dansk Folkeparti:

- Jeg tror ikke, Jan virkelig ønsker at stoppe, og jeg vil gøre mit for at overbevise ham om, at han skal blive i politik. Han er slet ikke til at undvære, siger han til Fyens Stiftstidende.

Det fremgår ikke, hvornår Jan Valbak forlader sin post i kommunalbestyrelsen.

Oversigt

    Oversigt