I det fynske folks tjeneste

Politiker: Vi er ført bag lyset i affaldssagen

Byggeudvalget for affaldsterminalen på Odense Universitetshospital har ført amtspolitikerne og fynboerne bag lyset. Det mener Pernille Weiss(K), der er medlem af amtets sygehusudvalg. Hun kræver nu fuld indsigt i sagen, for at få afklaret, hvorfor ingen har været orienteret om forsinkelserne og budgetoverskridelserne.

-

Byggeudvalget for affaldsterminalen på Odense Universitetshospital har ført amtspolitikerne og fynboerne bag lyset. Det mener Pernille Weiss(K), der er medlem af amtets sygehusudvalg. Hun kræver nu fuld indsigt i sagen, for at få afklaret, hvorfor ingen er blevet orienteret om forsinkelserne og budgetoverskridelserne.


I januar i år fik Odense Universitetshospital overleveret den nye affaldsterminal af den rådgivende ingeniør Carl Bro. Allerede kort efter blev byggeudvalget orienteret om, at affaldsterminalen ikke fungerede efter hensigten, og at det formentlig ville blive nødvendigt med yderligere millionbevillinger for at få systemet til at behandle affaldet. Men først da TV 2/FYN fortalte om forsinkelserne, de mange fejl og budgetoverskridelserne blev politikerne i Sygehusudvalget orienteret om problemerne med OUHs nye affaldsterminal.


Ført bag lyset
\"Jeg mener, at byggeudvalget har ført fynboerne og de ansvarlige politikere bag lyset. Vi burde have været orienteret i løbet af februar, da det stod klart, at vi havde fået overleveret en affaldsterminal, der ikke virkede, \" siger næstformanden i sygehusudvalget Pernille Weiss(K).


Hun har nu krævet aktindsigt i alle byggeudvalgets dokumenter vedrørende affaldsterminalen.


Koster penge hver dag
Politikerne i Amtsrådet besluttede tilbage i 1998, at investere næsten 18 mio. kr i et nyt affaldssystem på OUH, der skulle erstatte den såkaldte dioxinskorsten, der blev lukket i marts 1997. Men selvom amtsrådet i 2000 måtte bevilge yderligere 3,7 mio. kr, så virker systemet stadig ikke. Og i løbet af efteråret vil OUH bede om yderligere 3-4 mio. kr til den defekte affaldsterminal.


\"For hver dag den ikke virker koster det de fynske skatteydere penge. Jeg finder det uacceptabelt, at sagen først skal behandles politisk efter amtsrådsvalget i november, \" siger Pernille Weiss.


Hun mener, at den manglende åbenhed omkring problemerne med affaldsterminalen hænger sammen med, at byggeudvalget har for mange byggesager at tage sig af.